I udstillingen KANON på Antikmuseet udforsker kunstnerne Marie Retpen og Kristine Hellesøe Appel overflader, krop og sanselighed. Særligt kroppe med uperfekte mål, kroppe i forandring. Som modsætning hertil har de forvist antikkens ideelle mandekrop, Spydbæreren, til et tørt brusebad.

Af Eva Hellesøe 28388@dmjx.dk

“Det er nasty, men på den fede måde!”

Tre unge mennesker griner foran ti ovale rammer, der hver især har et stykke krop udspændt. Man ser tykke blodårer, rynker, folder, modermærker. En af de tre er Astrid Mark, som har beholdt leopardfrakken på, selvom der er lunt i Antikmuseets sal. Da Astrid rører det hudlignende længst til venstre, kan de ikke lade være med at grine:

”Det er kunstnerens navle!” 

Ja, i silikone. Andre hudstykker får under silikonen hjælp fra blandt andet savsmuld, så knopperne virkelig ligner knopper. I de andre værker er der gips, glas, læder og papir. Det handler om krop.

I dag må man røre

Udstillingen KANON har åbningsdag på Antikmuseet. Det er ikke kun en afstøbning af kunstner Marie Retpens navle, man kan se. Hendes torso hænger længere henne ad væggen som et træt, hvidt hylster. Hun er glaspuster, og alt glas i udstillingen har hun mundblæst. Kristine Hellesøe Appel er den anden kunstner bag udstillingen og har lavet papirklip.

Klokken 16.17 lyder klir på et vinglas ude fra forhallen. De godt 30 besøgende trækker ud ad udstillingen, og kunstnerne siger tak og velkommen. Med sin seksårige søn klynget om benet erklærer Marie Retpen: 

“I dag må man gerne røre ved værkerne!”

Så der røres tøvende. En kvinde i hvid skjorte kigger indgående på en stor bunke gipsforme med kropsdele i glas. Hun lægger hånden på en kølig glasarm, glad for, at det i dagens anledning er tilladt: ”Det er bare om at nyde det”.

Inde i udstillingen opfører lydene sig som i en kirke, stemmerne runger og flyder sammen. På den bagerste del af loftet flimrer refleksionerne fra tyve glaskrukker fulde af vand. Skarpe spots giver dem glorier.

Krukkerne er bulede som ølkrus til en oktoberfest, og lidt større. I vandet svømmer Kristine Hellesøe Appels sirligt udklippede papirfigurer, som forestiller hvad? Nogle ligger sammensunkne på bunden. De besøgende læner sig ind og ser, det er kvindekroppe. Skåret skarpt i hvidt papir, med brede hofter, kurver og hængende bryster.

Sixpack bag forhæng

Et par timer før ferniseringen gik kunstnerne rundt og rettede de sidste detaljer. Nogle af værkerne har samlet støv den sidste uge, så Marie Retpen har to viskestykker over armen. Glaskrukkerne står ikke helt harmonisk, så én af dem flytter hun med et løftestøn til bordets modsatte side. Fra Kristine Hellesøe Appel lyder det: 

“De dér glaspustere er fra naturens side stærke”. 

”Lige så stærke som Spydbæreren,” griner Marie Retpen. 

Det er ham, de to kunstnere har valgt som udstillingens udgangspunkt: en oldgræsk gipsstatue med sixpack. Han er en del af Antikmuseets samling og er det første værk, man møder i udstillingen, halvt skjult bag et bruseforhæng med udklippede mandesilhuetter.

Spydbæreren kaldes også Kanon, der betyder rettesnor eller målestok. Cirka 400 år f.Kr. sammensatte den græske billedhugger Polyklet denne muskuløse statue ud fra nøje udtænkte mål for den perfekte mandekrop, for i antikken var et smukt ydre lig med en smukt indre og dermed tæt kontakt til det guddommelige.

“Normalt er han i fokus, men nu slører vi ham lidt,”

fortæller Kristine Hellesøe Appel foran bruseforhænget. Udstillingen KANON handler nemlig om kroppe i en mindre kontrolleret, mere realistisk form. Med dele, der hænger, rynker og folder.

Almindelige kroppe

Tilbage i forhallen er ferniseringens velkomsttale godt i gang. De besøgende står stille med vinglas i hænderne, chips, en blød dadel her og der. Marie Retpen reflekterer over kropsidealer i modsætning til kroppe, der er, som de nu engang er. Kristine Hellesøe Appel vender sig mod hende:

“På et tidspunkt sagde du også: ‘Hvis man har en almindelig krop, kan man lige så godt drukne sig selv’,”

og hele forhallen ler.

De to kunstnere har ikke et budskab, de vil ud med; udstillingen er nærmere forskellige sanselige tilgange til krop og form. Henne ved de druknede kvindesilhuetter kommer det alligevel fra Marie Retpen: 

“Det fedeste ville være, hvis en besøgende gik herfra med en lille grad af kærlighed til et område af deres krop, de ikke har det godt med. Og ikke ser den som noget seksuelt, grimt eller smukt, men bare som form.” 

Astrid Mark er ikke i tvivl – de ser udstillingen som aktivistisk: 

“Det er en del af det heteronormative, at kvinden i et heteroseksuelt forhold skal være smuk, og manden kan være mere, som han er. Den her udstilling handler om den almindelige kvindekrop. Så snart der er noget, der går imod normen, er det politisk”.

Da Astrid Mark så de hængende torsoer på væggen, troede de først, Spydbæreren havde lagt krop til. 

“Mit første indtryk var: Wow, det er en pæn krop. Og så er det bare en helt almindelig kvindekrop. Det gjorde mig lidt glad.”