I udstillingen KANON på Antikmuseet udforsker kunstnerne Marie Retpen og Kristine Hellesøe Appel overflader, krop og sanselighed. Særligt kroppe med uperfekte mål, kroppe i forandring. Som modsætning hertil har de forvist antikkens ideelle mandekrop, Spydbæreren, til et tørt brusebad.

Af Eva Hellesøe 28388@dmjx.dk

“Det er nasty, men på den fede måde!”

Tre unge mennesker griner foran ti ovale rammer, der hver især har et stykke krop udspændt. Man ser tykke blodårer, rynker, folder, modermærker. En af de tre er Astrid Mark, som har beholdt leopardfrakken på, selvom der er lunt i Antikmuseets sal. Da Astrid rører det hudlignende længst til venstre, kan de ikke lade være med at grine:

”Det er kunstnerens navle!” 

Ja, i silikone. Andre hudstykker får under silikonen hjælp fra blandt andet savsmuld, så knopperne virkelig ligner knopper. I de andre værker er der gips, glas, læder og papir. Det handler om krop.

I dag må man røre

Udstillingen KANON har åbningsdag på Antikmuseet. Det er ikke kun en afstøbning af kunstner Marie Retpens navle, man kan se. Hendes torso hænger længere henne ad væggen som et træt, hvidt hylster. Hun er glaspuster, og alt glas i udstillingen har hun mundblæst. Kristine Hellesøe Appel er den anden kunstner bag udstillingen og har lavet papirklip.

Klokken 16.17 lyder klir på et vinglas ude fra forhallen. De godt 30 besøgende trækker ud ad udstillingen, og kunstnerne siger tak og velkommen. Med sin seksårige søn klynget om benet erklærer Marie Retpen: 

“I dag må man gerne røre ved værkerne!”

Så der røres tøvende. En kvinde i hvid skjorte kigger indgående på en stor bunke gipsforme med kropsdele i glas. Hun lægger hånden på en kølig glasarm, glad for, at det i dagens anledning er tilladt: ”Det er bare om at nyde det”.

Inde i udstillingen opfører lydene sig som i en kirke, stemmerne runger og flyder sammen. På den bagerste del af loftet flimrer refleksionerne fra tyve glaskrukker fulde af vand. Skarpe spots giver dem glorier.

Krukkerne er bulede som ølkrus til en oktoberfest, og lidt større. I vandet svømmer Kristine Hellesøe Appels sirligt udklippede papirfigurer, som forestiller hvad? Nogle ligger sammensunkne på bunden. De besøgende læner sig ind og ser, det er kvindekroppe. Skåret skarpt i hvidt papir, med brede hofter, kurver og hængende bryster.

Sixpack bag forhæng

Et par timer før ferniseringen gik kunstnerne rundt og rettede de sidste detaljer. Nogle af værkerne har samlet støv den sidste uge, så Marie Retpen har to viskestykker over armen. Glaskrukkerne står ikke helt harmonisk, så én af dem flytter hun med et løftestøn til bordets modsatte side. Fra Kristine Hellesøe Appel lyder det: 

“De dér glaspustere er fra naturens side stærke”. 

”Lige så stærke som Spydbæreren,” griner Marie Retpen. 

Det er ham, de to kunstnere har valgt som udstillingens udgangspunkt: en oldgræsk gipsstatue med sixpack. Han er en del af Antikmuseets samling og er det første værk, man møder i udstillingen, halvt skjult bag et bruseforhæng med udklippede mandesilhuetter.

Spydbæreren kaldes også Kanon, der betyder rettesnor eller målestok. Cirka 400 år f.Kr. sammensatte den græske billedhugger Polyklet denne muskuløse statue ud fra nøje udtænkte mål for den perfekte mandekrop, for i antikken var et smukt ydre lig med en smukt indre og dermed tæt kontakt til det guddommelige.

“Normalt er han i fokus, men nu slører vi ham lidt,”

fortæller Kristine Hellesøe Appel foran bruseforhænget. Udstillingen KANON handler nemlig om kroppe i en mindre kontrolleret, mere realistisk form. Med dele, der hænger, rynker og folder.

Almindelige kroppe

Tilbage i forhallen er ferniseringens velkomsttale godt i gang. De besøgende står stille med vinglas i hænderne, chips, en blød dadel her og der. Marie Retpen reflekterer over kropsidealer i modsætning til kroppe, der er, som de nu engang er. Kristine Hellesøe Appel vender sig mod hende:

“På et tidspunkt sagde du også: ‘Hvis man har en almindelig krop, kan man lige så godt drukne sig selv’,”

og hele forhallen ler.

De to kunstnere har ikke et budskab, de vil ud med; udstillingen er nærmere forskellige sanselige tilgange til krop og form. Henne ved de druknede kvindesilhuetter kommer det alligevel fra Marie Retpen: 

“Det fedeste ville være, hvis en besøgende gik herfra med en lille grad af kærlighed til et område af deres krop, de ikke har det godt med. Og ikke ser den som noget seksuelt, grimt eller smukt, men bare som form.” 

Astrid Mark er ikke i tvivl – de ser udstillingen som aktivistisk: 

“Det er en del af det heteronormative, at kvinden i et heteroseksuelt forhold skal være smuk, og manden kan være mere, som han er. Den her udstilling handler om den almindelige kvindekrop. Så snart der er noget, der går imod normen, er det politisk”.

Da Astrid Mark så de hængende torsoer på væggen, troede de først, Spydbæreren havde lagt krop til. 

“Mit første indtryk var: Wow, det er en pæn krop. Og så er det bare en helt almindelig kvindekrop. Det gjorde mig lidt glad.”

Rasleæg, sæbebobler og en farvestrålende faldskærm er blot et par af de rekvisitter, man kan finde til babysalmesang i Egå kirke. Her bliver seks babyers sanser grundigt stimuleret med fagter, børnesange og dans. Forældrene får en rolig stund med deres barn og kan nyde, at en anden har styringen. Og bagefter er der selvfølgelig kaffe og boller.

Småsnak, babypludder og latter. Lydene bliver til sovs under det høje loft. Luften i kirken er overraskende lun, lidt støvet i solstriberne.

Pliiing, lyder det lyst fra en triangel, og alles opmærksomhed får samme retning. Seks babyer stirrer forundret. Kristine sætter i gang med ‘Her kommer, Jesus, dine små’, og mødrene nynner med. 

Der er babysalmesang i Egå Kirke denne oktoberformiddag, helt oppe ved knæfaldet med altertavlen som baggrund. Gulvets kølige, sekskantede sten er dækket af grå måtter, og på dem et stort patchwork-tæppe med en gul sol i midten og bibelske motiver inddelt i firkanter. Her har en flok mødre mødtes de sidste otte uger med deres babyer og sunget salmer og børnesange, ledet af kirkens musikansvarlige Kristine Mågård. I dag er sidste gang. 

”Babyerne bliver rolige her,” fortæller hun. “Der er så mange ting at kigge på i kirken, og de får en større rumklang, end de er vant til derhjemme”.

Kristine er 30 år og uddannet klassisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium, og dette hold er hendes første i Egå Kirke. Det er hende, der leder seancen, og hun holder babyerne inden for patchworktæppet. På den måde er det lige så meget for forældrene, for her får de et frirum:

”Du skal ikke arrangere noget, du skal ikke finde på noget. Du kan ligesom bare være i et momentum med dit barn, og du ved, der er nogen der holder lidt øje.”

Et helt særligt nærvær

To babyer sover, så to andre babyer får dobbelt opmærksomhed. Rosa i en grå sparkedragt med sorte stjerner stiler med åben mund mod Astrid, der er i fuld lyserød. Rosa rammer Astrids mund i en slags kys, og Astrid ser forvirret ud.

På melodien til Mester Jakob synger gruppen nu en velkomstsang: Hvor er Ingeborg, hvor er Ingeborg, hun er dér, hun er dér! Se, hvor fint hun sidder… Alle synes at være enige om, hvilket verbum de giver hver baby; de har gjort det før. Én basker, én sidder, nogle ligger. 

Til babysalmesang ser Kristine et helt særligt nærvær mellem forælder og barn:

”Det kan faktisk være meget rørende at iagttage alt det, der sker mellem forælder og barn, og være med til at give dem det rum sammen, hvor de ligesom bare er sammen. Det er sådan noget, der gør, at man godt gider gå på arbejde hver dag.”

På gulvet ved knæfaldet finder Kristine rasleæggene frem. Babyerne kan tydeligvis genkende dem og rækker ud. De, der kan gribe, får ét i hånden. De synger Rasleæg! Rasleæg! Hvor har du gemt dig? Når alle rasler samtidig, er lyden stor og skarp, og seks små babyhoveder følger æggets op-og-ned-bevægelser. Nu si’r det stop, synger de, og alt bliver helt stille et par sekunder, før omkvædet kommer på ny. 

Himmelsejl

Kristine breder en stor, flerfarvet faldskærm frem, og mødrene holder den op over babyerne. Rosa vil stadig hen til Astrid, men de andre babyer ligger ned. De synger salmen ’Spænd over os dit himmelsejl’, og babyerne kigger opmærksomt op. Stoffet er tyndt, så lyset skinner igennem himmelsejlet. 

Kristine begyndte i kirkekor som niårig og har arbejdet i kirker lige siden. Under denne salme, med faldskærmen som en himmel over babyerne, sender hun altid en tanke til børnene i Ukraine. Dét kan kirkerummet nemlig for hende: skabe en ro, der giver tid til eftertanke.

”At synge sammen og få det musiske nærvær, dét tror jeg er meget vigtigt for børn,” mener Kristine. ”Jeg tror også, at det er vigtigt, at man som helt lille bliver indkørt i at synge salmer. Og babysalmesang er en blid indkøring”.

Eftertanke og ro

Efter babysalmesang er der dækket op i sognegården med lunede boller og kaffe. Her kan mødrene sidde og snakke, amme, eller bare lige trække vejret.

Ingeborg på tretten uger har for det meste sovet sig igennem babysalmesang; således også i dag. For hendes mor Maria Nyhøj Krusenstjerna-Hafstrøm har de sidste otte ugers babysalmesang været ”et break i oprydning og vasketøj derhjemme”. Hun har også en søn, Aksel, som hun gik til babysalmesang med for et par år siden. Egå Kirke ligger nærmest i deres baghave, og hun finder det vigtigt og fint at stimulere sine børn ved at synge for dem. Når Ingeborg har været lidt vågen i kirken, har hun virkelig nydt det:

”Hun er meget optaget af klangen, farverne og de andre babyer. Hun ligger bare og kigger og tager det hele ind”. 

Ligesom Kristine Mågård sang Maria i kirkekor som barn, og igennem sin barndom har hun jævnligt været til arrangementer såsom spaghettigudstjenester. Nu er det især igennem sine børn, hun har brugt Egå Kirke.

”Kirkens rum har bare en helt særlig klang. Og den dér ro til eftertanke, det har skabt, den vil jeg gerne give videre til mine unger.”